Fra sur pligt til sjov leg med TØJBANEN
Er det svært for dit barn selv at tage sit tøj på? Og er det svært for dig som forælder, at få dit barn til at klæde sig på selv? Fører det nogle gange til konflikter og en dårlig start på dagen, at dit barn ikke gider at tage tøj på? Og ender det ofte med, at du alligevel klæder dit barn på?
Så er denne idé lige noget for dig.
TØJBANEN er i al sin enkelhed tøj, der er lagt i en lang bane på gulvet. Tøjet lægges i den rækkefølge, det skal tages på og vendes, så det er lige til at hoppe i. Først underbukserne, så undertrøje osv. Barnet sætter sig for enden af tøjbanen og går i gang. Det er sjovt for barnet, og påklædning bliver en leg.
Dit barn kan naturligvis ikke selv tage tøj på fra den ene dag til den anden. Det kræver den rette portion hjælp, positiv opbakning og tålmodighed fra de er helt små, men fra børnehavealderen kan dit barn selv. Skulle blusen have vendt sig en halv omgang fra den lå i TØJBANEN til dit barn har fået den på, så bare lad som ingenting – det er en del af selv at tage tøj på.
Læs her om mange af de fordele der er ved, at dit barn selv lærer at tage sit tøj på:
Fordele for dit barn:
– Dit barn får en bedre finmotorik og grovmotorik
– Dit barn får en bedre kropsfornemmelse
– Dit barns evne til at løse praktiske problemer, at planlægge og løse rumlige opgaver trænes
– Dit barns selvstændighed vil vokse i takt med øget selvhjulpenhed
– Dit barn vil få øget selvtillid og selvværd
– Dit barn vil opleve at leg og læring forenes
Fordele for dig som forælder:
– Der er færre praktiske opgaver som du skal påtage dig
– Du får mere tid til dig selv og andre opgaver
– Du får et barn der også på andre områder vil være mere selvhjulpen og selvstændig
Fordele for institutionen:
– Det pædagogiske personale får mere tid til andre pædagogiske opgaver til gavn på dit barn
– Ventetiden bliver kortere for alle når en børnegruppe skal på tur og alle selv kan tage tøj på
– Institutionen bliver fuld af selvstændige og glade børn
Rigtig god fornøjelse med TØJBANEN!