Region Hovedstaden
+45 26 67 38 56
info@fysioterapitilborn.dk

Løb med dit barn!

Løb med dit barn!

Løb med dit barn!

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt og mange af børnenes fritidsaktiviteter begynder så småt at lukke ned for sommeren. Der kan være langt til efteråret hvor aktiviteterne starter igen og derfor er det en god lejlighed til at få børnene med ud på en løbetur. Men gider børn overhovedet løbetræne?
Nej, det gider de ikke hvis turen går ud af en lang kedelig vej og ja, det gider de, hvis der tages nogle få hensyn.

Her får du en række gode råd til, hvordan du får børn i alle aldre til at stå klar med løbeskoene i hånden og tigge dig om at komme af sted.

 

Dit mentale overskud:

Inden I løber skal du forberede dig mentalt på, at der er en risiko for at dit barn bliver træt og opgivende på turen. Du skal finde dit overskud frem så du er klar til at være den opmuntrende, forstående og positive forældre som kan rumme og håndtere de følelsesudbrud der muligvis kan komme.

Find en god rute:

Omgivelserne har stor betydning for barnet og det er derfor en god ide at du hjemmefra har tænkt over hvor I vil løbe. Undgå lange lige strækninger og ruter hvor I løber frem og tilbage af samme vej. Prøv at løbe den samme rute mange gange så barnet ved hvor langt og længe I skal løbe. Barnet vil endda også få oplevelsen af at det bliver lettere at løbe ruten end da I startede.

Start langsomt op:

De første ture skal være korte og tilpasset barnets alder og kondition. Hold gerne pauser og skift mellem gang- og løbetempo. I starten er det særlig vigtigt at barnet får en succesoplevelse. Barnet skal ikke mindes løbeturen som noget hvor lungerne hvæsede og benene syrede til.

Lav aktiviteter på turen:

Når I er kommet afsted skal du være kreativ. I stedet for kun at fokusere på at løbe, er det en god ide at lægge sjove aktiviteter ind på vejen:

  • Hop over træstammer, sten, kantsten
  • Løb op og ned ad trapper
  • Leg ”Kongens Efterfølger” i løb
  • Lad barnet løbe forrest og sætte tempoet
  • Gå/løb balancegang på kantsten, streger, træstamme
  • Sving jer i armene i træer eller lygtepæle
  • Snur rundt om bomme
  • Løb i skov, krat eller parker

 Drik et glas mælk:

Hjemme igen er det en god ide at slutte turen af sammen i stedet for bare at gå hver til sit i det øjeblik, I kommer ind ad døren. Måske har I lyst til at strække ud sammen, mens turen evalueres. Eller smide jer på græsplænen eller stuegulvet. Eller måske har I bare mest lyst til at slå jer ned ved køkkenbordet og drikke et glas mælk sammen.

Rigtig god fornøjelse.